Fra det 15de og 16de aarhundrede besidder vi en uhyre mængde latinske digte. Skønt forfatterne, de under navnet "humanister" bekendte dyrkere af den klassiske oldtid, kun altfor ofte har indskrænket sig til en flad og aandløs efterligning af deres antike forbilleder, er der adskilligt af virkeligt værd. Det sker dog jævnligt, at den digtende humanist forbinder smag og talent med sin klassiske lærdom, saa at han i stedet for flove og karakterløse metriske øvelsesstykker og tomt kling-klang skildrer sine egne stemninger eller giver billeder af sin samtid. Enkelte, om end ikke mange, af renaissancens latinister har saaledes efterladt os nydelige lyriske digte, der i poetisk værd særdeles godt taaler en sammenligning med noget af det bedste fra den romerske litteratur. Andre har i satiriske poesier, der meget betegnende næsten altid er rettede mod gejstligheden, givet interessante bidrag til tidens karakteristik. Med denne retning vil vi udelukkende beskæftige os i det følgende.

Navnlig i Tyskland, hvor alt arbejder hen mod den forestaaende religiøse omvæltning, spiller denne litteraturgren en meget stor rolle; men ogsaa Italien har leveret adskilligt. At der var rigeligt stof til en saadan digtning, vil være almindeligt bekendt; enhver, der har haft en bog med skildringer fra hine dage i haanden,

véd, at gejstlighedens fordærvelse føltes som et sørgeligt onde af alle veltænkende, selv om de for øvrigt var stokkonservative. For kun at nævne ét exempel blandt utallige, skal her paa maa og faa anføres et par ytringer af den strænge moralist Geiler von Keisersberg, prædikant i Strassburg († 1510): „Naar du ser en munk, da gør det hellige korses tegn, og er munken sort, da er det djævelen. Er han hvid, da er det djævelens moder. Er han graa, saa har han del i begge.“ ,,De kvindeklostre, som ikke er reformerede, ja ogsaa mandsklostrene er ikke klostre, men horehuse." (Hagen: Deutschland im Reformationszeitalter I, s. 127 f). Ikke engang paven gik ram forbi.

I.

Af italienske humanister har navnlig Jacopo Sannazaro (1458-1530) gjort sig bekendt ved sine overordentlig skarpe epigrammer mod samtidige paver. Sannazaro var knyttet til det aragonske kongehus i Neapel, sørgede over dets fald og nærede et glødende had til Alexander VI og slægten Borgia, som havde virket med til Aragonesernes undergang. Han var for øvrigt en af Italiens største humanister, en hengiven ven af Pontano, Syditaliens andet store lys, og en fremragende digter baade paa Latin og Italiensk. Berømt er navnlig hans store digt til den hellige jomfrus ære „De partu virginis“, som trods den altfor stærke efterligning af Vergils Æneide er meget smukt og følelsesfuldt, i formel henseende ganske udmærket. I epigrammerne mod de samtidige paver raader en helt anden tone, i reglen dyb og bitter harme eller hoverende haan1). Mod Innocens VIII

1) Disse digte findes ikke i alle udgaver. De er saaledes udeladte i „Jac. Sannazarii Poemata ed. J. Ant. Vulpius